Elektricitet
Elektriske målestørrelser, såsom spænding, resistans og strøm, anvendes indenfor næsten alle sektorer og har stor, men ofte indirekte, indflydelse på vores dagligdag. Elektronik anvendes i private hjem og i industrien i en udstrækning vi sjældent tænker over i det daglige. Privat afregner vi vores elforbrug på baggrund af en måling af elektrisk energi, mens funktionsdueligheden af alle de elektroniske apparater vi omgiver os med, fra mobiltelefoner til vaskemaskiner, er afhængig af et væld af elektriske målinger. I industrien anvendes elektriske målinger til såvel styring som overvågning af processer, til test og afprøvning af apparater, og snævre tolerancer afgør om et apparat fungerer eller må kasseres. Desuden omsættes mange andre målestørrelser ofte til en elektrisk størrelse som nemt kan måles og behandles i automatiske dataopsamlingssystemer. Derfor har tilrådigheden af pålidelig elektriske måleteknik er langt større betydning end hvad man ser med det første øjekast.
I Danmark er udpeget to DANIAmet-NMI’er for elektriske størrelser, som koordinerer sit samarbejde i Dansk Primærlaboratorium for Elektricitet, DPLE:
DC-elektricitet ved Dansk Fundamental Metrologi A/S
DFM opretholder normaler for de to fundamentale elektriske størrelser, jævnspænding og resistans, som er baseret på kvanteelektroniske komponenter. DFM tilbyder kalibrering af referencenormaler for jævnspænding fra 0–10 V og for resistans i intervallet 1 Ω til 10 kΩ, se www.dfm.dtu.dk.
AC-parametre hos Trescal A/S
Trescal A/S blev upeget til NMI i 1993 (2003 primær lab.), og tilbyder med udgangspunkt i multijunction termokonvertere (PTB-design) kalibrering af AC-DC transfer difference for spænding (1 mV - 1000 V / 10 Hz - 1 MHz) og strøm (10 µA - 100 A / 10 Hz - 100 kHz). Afledt heraf samt med reference til andre NMI'ere tilbydes desuden kalibrering af spænding, strøm, effekt, kapacitans, induktans og AC resistans m.m.
RF & Microwave hos Trescal A/S
Trescal A/S blev udpeget til NMI i 2003, og kan tilbyde kalibrering af HF-parametre op til 26,5 GHz, heriblandt refleksions- og transmissionskoefficient, effekt og kalibreringsfaktor, dæmpning, modulation m.m.
Se mere om Trescal A/S.